“I skrivende stund har jeg det godt med mig selv. Virkelig godt faktisk. Jeg kan holde ud at være i mig selv. Jeg kan holde at trække vejret. At være til. Jeg ligefrem nyder det – i hvert fald langt størstedelen af tiden. Dybt inde mærker jeg noget, jeg ikke har mærket før. Jeg er ikke engang sikker på, at det er en egentlig følelse. Men jeg har en idé om, at det må være den følelse, folk snakker om, når de siger at de “hviler i sig selv”. Jeg accepterer min krop, som den er. Og vigtigst alt, så accepterer jeg MIG, som jeg er. Jeg et omringet af familie og nogle dejlige veninder, som jeg holder så uendeligt…

Som jeg skrev i mit indlæg forleden, så fortryder jeg ikke min spiseforstyrrelse, for den var jo ikke noget valg, jeg tog. Til gengæld er jeg ked af nogle af de ting, som spiseforstyrrelsen gjorde ved mig. Jeg tror, det jeg er mest “ked af” ved min spiseforstyrrelse, er at den frarøvede mig mit teenageliv. Jeg føler på en måde, at jeg først begyndte at udleve mine teenageår i tyverne. Det er nemlig først her, jeg sådan rigtigt begyndte at forholde mig til, hvem jeg er, hvad jeg kan, hvilke personer jeg vil have i mit liv, og hvilke meninger jeg har. Noget, som jeg jo egentlig burde have brugt mine tidlige ungdomsår på. Men det kunne jeg bare ikke,…

Hvis nogen spørger, om jeg fortryder min spiseforstyrrelse, er mit svar meget klart: NEJ! For hvordan i alverden skulle jeg kunne fortryde en sygdom, som jeg aldrig selv har ment at ende i. I stedet kunne man måske spørge, om jeg er ked af min spiseforstyrrelse. Og så ville svaret være: JA, jeg er ked af, at den frarøvede mig så mange dyrebare år af mit ungdomsliv. År, som jeg burde have brugt på at finde ud af, hvem jeg selv er, på at danne mine egne meninger og i det hele taget bare være ung. Disse år blev i stedet brugt på et gennemgående fokus på vægt, motion og mad. Noget, som i grunden er fuldstændigt ligegyldigt, og som…

Jeg er ikke engang sikker på, hvad jeg vil skrive eller, hvor jeg skal begynde. Jeg har altid elsket at skrive, det er nærmest terapeutisk for mig. Det er min måde at komme ud med mine følelser og tanker på, når jeg ikke kan holde styr på dem inde i mit hoved. Men for første gang i mit liv ved jeg nærmest slet ikke, hvad jeg skal skrive. Tankerne i mit hoved er ikke klare, ordene jeg skriver på tastaturet kommer ud i brudstykker, og når jeg endelig tror, jeg har en hel sætning klar, dukker en ny tanke op i mit hoved og spolerer det. Jeg føler, luften er gået ud af ballonen. Jeg har intet overskud, ingen gejst,…

Når det gælder det personlige plan er jeg ikke for meget for det med mange og fyldestgørende nytårsfortsæt. Det er et bevidst valg jeg har taget, fordi jeg i mange år simpelthen var alt for styret af det med hele tiden at ville være bedre og gøre tingene til perfektion. I stedet for at nyde livet, forsøgte jeg konstant at finde ud af, hvad jeg kunne ændre, og jeg jagtede en masse mål og opstillede krav, som jeg alligevel sjældent kunne indfri. Men i dag handler det for mig mest om bare at gøre mit bedste og samtidig huske at nyde livet mest muligt ind imellem dagligdagens gøremål. MEN… med det sagt, når det kommer til bloggen og skrivningen har…

Jeg har lige spist den sidste bid af min lasagne, og den dårlige samvittighed rammer mig som en mursten i hovedet. Jeg har allermest lyst til at gå ud på badeværelset og kaste det op, men i stedet bliver jeg siddende i stolen og kigger på den tomme tallerken foran mig. “Kom nu, du kan godt holde det i dig! Der er intet galt i at spise den portion, du lige har spist. Se, hvordan de andre sidder helt rolige og velfornøjede uden at røre på sig. De VED, der ikke er noget galt i at spise det. Og de har oven i købet spist 2 portioner lasagne. En del af mig har egentlig lyst til mere. Jeg sender et…