Jeg er i øjeblikket i færd med at læse bogen “Dage uden sult” af Delphine De Vigan. Jeg plejede altid at blive ret trigget af at læse den slags bøger om spiseforstyrrelser, men nu bliver jeg nærmest bare påmindet om, hvor sindssygt langt jeg er kommet ud af min egen spiseforstyrrelse. Det samme gælder, når jeg læser mine dagbøger fra dengang, jeg var syg. Jeg kan næsten ikke genkende mig selv eller forstå, hvordan disse tanker kan have fyldt så meget i mig. Det gør mig ked af det, at jeg har spildt så mange år af min liv på noget så ubarmhjertigt og nytteløst, men på den anden side er jeg jo blevet SÅ meget stærkere på den anden…

Som det muligvis fremgår af min aktivitet på Instagram og bloggen på det seneste, så går det overordnet rigtig godt. Jeg er mindre og mindre styret af mine depressive og destruktive tankemønstre, mit sociale liv fungerer bedre end nogensinde før, og jeg har søgt ind på en ny uddannelse efter sommerferien, da jeg efterhånden føler mig klar og rask nok til at genoptage en “normal” hverdag. Og det er jo alt sammen vældig, vældig godt. MEN… skal jeg være fuldstændig ærlig (og det mener jeg bestemt er vejen frem), så skræmmer det mig også fra vid og sans. Jeg har en enorm, dog irrationel frygt for at få det godt… for jeg har ærlig talt ikke haft så lang en…

At stå på en strand foran hundredvis af mennesker og posere for at kamera og i en lidt “vovet” bikini er ikke noget, jeg ville have turde gøre tidligere. Men igennem de seneste år og faktisk især det seneste halve år af mit liv har jeg rykket mig et GIGANTISK stykke i forhold til min egen kropsaccept. Og den er ikke kommet af, at jeg har brugt tusindvis af timer i fitnesscenteret eller spist en særlig kost for at få det godt med den. Tværtimod har jeg det seneste halve år SLET ikke hverken trænet, løbet en eneste tur eller spist hverken restriktivt eller kastet op. Jeg har spist LIGE, hvad jeg har haft lyst til. Jeg har lyttet til…

Med det lækre vejr vi har haft på det seneste, er det jo faktisk allerede blevet bikini-tid, og for mange er det nok noget at det mest angstprovokerende ved sommeren at skulle vise sin krop frem i fuld offentlighed med kun et lille stykke stof at skjule sig bag. Personligt er det ikke noget, der længere påvirker mig særlig meget, men sådan har det bestemt ikke altid været! Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg ligger skjul på, at jeg i mange år havde en spiseforstyrrelse. Den var en stor del af mit liv igennem næsten 10 år og har dermed også i høj grad været med til at forme den person og de holdninger om motion, sundhed, krop og…

Gennem årene har min “blogger-stil” ændret sig meget… Og her taler jeg ikke bare om mine billeder, mit design og bloggens udtryk generelt, men også kernen i det hele – mit skriftlige indhold – har udviklet sig og ændret form i takt med, at jeg rent personligt har gennemgået en ret vild og på mange måder skelsættende udvikling, siden jeg startede med at blogge for nu godt 6 år siden. Den største og mest synlige forskel på nu og dengang er nok, at jeg har overvundet min spiseforstyrrelse, som faktisk var én af baggrundene for, at jeg overhovedet valgte at starte bloggen. Min primære intention dengang var vistnok at bruge mine erfaringer fra min spiseforstyrrelse til at hjælpe andre og støtte dem i at lære…

Igennem den seneste tid har jeg oplevet en virkelig positiv forandring i mig selv. Jeg er vel på en måde begyndt at hvile mere i mig selv, så at sige… Og meget af det, tror jeg faktisk, skyldes, at jeg har droppet facaden. Jeg har aldrig været mere ærlig, både over for mig selv og min omverden, end jeg er nu. Og det har på en eller anden måde givet en ro i mig selv. Jeg føler ikke længere et behov for at foregive at være noget, jeg ikke er, og dét i sig selv er jo en kæmpe befrielse. I virkeligheden er der jo ikke særlig meget i mine ydre omstændigheder, der har ændret sig. Jeg er stadig sygemeldt, jeg…

Der er ingen tvivl om, at mine mange år i anoreksiens og bulimiens fangeskab var et tydeligt symbol på min mistrivsel og manglende accept af mig selv. Jeg var overbevist om, at jeg måtte lave om på mig selv for at få det godt, blive glad og være “god nok” i både mine egne og andres øjne. I virkeligheden var det et uopnåeligt mål, jeg stræbte efter. Men at ændre på mine ydre forhold i form af min krop, vægt og kontrollen over mad, var ikke løsningen på mine indvendige problematikker. Det førte mig ikke tættere på ACCEPTEN af mig selv, ej heller gjorde det noget positivt ved min opfattelse af omverdenens syn på mig… Hvilket i grundet ikke var så…

I mit indlæg i går skrev jeg lidt omkring den stræben efter det perfekte, som mange af os efterlever, fordi vi fejlagtigt tror, at vi gennem opnåelsen af en masse ydre kriterier – fx den perfekte krop, et flot udseende, høje karakterer, en høj løn etc – vil blive mere velset i andres øjne. Og i virkeligheden fandt jeg frem til, at det handler meget mere om, at vi skal finde ind til kernen og accepten af os selv, end det er noget, vi vil kunne finde igennem vores ydre handlinger og omverdenens accept af os… for så kommer vi til at lede for EVIGT! Men jeg tror alligevel, de fleste eller i hvert fald mange af os har oplevet den…

I aften ruller sidste afsnit af DR3’s programserie “De perfekte piger” over skærmen. Her kommer vi helt tæt ind under huden på 4 unge piger, der alle kæmper med ekstremt lavt selvværd og angst for ikke at kunne leve op til samfundets idealer om præstationer og skønhed. I virkeligheden afspejler serien en masse problematikker, som MANGE unge kæmper med – inklusiv mig selv. Jeg kan nikke genkendende til SÅ mange af de usikkerheder og svære tanker omkring dem selv og deres eget værd, som pigerne oplever. Tanker, som desværre hindrer dem i at føle sig tilpas i dem selv og deres kroppe, og i det hele taget er en hæmsko for dem i at udnytte deres fulde og fantastiske potentiale. Noget af det, som pigerne især kæmper…

Den anden dag faldt jeg over det her citat, som jeg simpelthen ikke kunne lade være med at smile af; I’m not everyone’s cup of tea… but I drink coffee so fuck them. I virkeligheden er citatet jo MEGET sigende i forhold til netop noget, som jeg tror, RIGTIG mange unger piger kæmper med – inklusiv mig selv; nemlig behovet for at passe ind, gøre alt det “rigtige” og leve op til samfundet krav og skønhedsidealer. Det, som især er problematisk herved, er jo sådan set, at man ender med ikke at kunne skelne mellem egne krav og andres krav. Det, som vi føler lægger et pres på os udefra, er i virkeligheden ofte et kæmpe pres, vi lægger på os selv….