Jeg har været en smule bange for at skrive dette indlæg, men alligevel føler jeg, at jeg er nødt til det. Jeg har et BEHOV for at udtrykke det; komme ud med det, så det ikke skal føles som en byrde indeni… og så fordi jeg tror, at det for mange er lidt et tabu, selvom jeg er ret overbevist om, at de fleste mødre ikke kan benægte at have følt som jeg… Dét, som jeg egentlig gerne vil sige, er; “hold kæft hvor jeg trænger til en pause fra mor-livet!” Lad mig uddybe: altså jeg ELSKER at være blevet mor til baby E… Lige så meget som hun sommetider driver mig til vanvid, lige så meget er det samtidig…