Efter laaang tids fravær på bloggen og begrænset aktivitet på de sociale medier, vil jeg gerne starte med at fortælle, at jeg altså stadig er her. Trods af et brændende ønske om at holde gang i bloggen og udleve den passion, jeg har for at skrive, må jeg erkende erkende, at mit fokus har været krævet andetsteds. Der er sket MEGET det seneste års tid… faktisk så meget at det stadig ikke helt er til at forstå. Ud over at være startet på nyt (drømme)studie, er jeg også flyttet sammen med jordens dejligste kæreste, for ikke også at tale om hans dejlige datter, som er hos os flere gange ugentligt samt hver anden weekend. Og forså mig nu ret; jeg…

Sjældent har jeg været så energiforladt, som jeg er for tiden. Siden jeg startede på nyt studie for halvanden måned siden, har der været drøn på hverdagen, og det er gået ud over mit humør og mit overskud til de fleste andre ting. Jeg passer min skole og lektierne, men mit sociale liv står nærmest fuldstændigt i stilstand, fordi jeg simpelthen ikke har overskuddet til det. Det giver mig ekstremt dårlig samvittighed, men jeg kan jo ikke bare fremtrylle mere energi. Så min manglende energi fører altså til dårlig samvittighed, hvilket bare dræner mig endnu mere for energi, og sådan kører den onde spiral. Og lige nu er jeg oven i købet blevet ramt af en træls omgang forkølelse. Men, men, men… nu…

I dag har min dejlige kæreste fødselsdag, så han er blevet fejret det meste af dagen. Jeg overraskede ham med et fint pyntet morgenbord tidligt i morges. Jeg stod op kl. 5.40 for at nå det hele; jeg fik pyntet op, fundet gaver frem og lavede en portion lækre pandekager til morgenmad. Han blev som håbet rigtig glad for overraskelsen. Jeg nåede desværre ikke selv at sidde med ved morgenbordet, men måtte i stedet overlade hyggen til ham og hans datter. Derefter tog jeg i skole, og det passede lige med, at jeg nåede hjem til kl. 15, hvor vi havde inviteret gæster til kage og kaffe og senere aftensmad. Jeg havde gjort utrolig meget ud af dagen i forhold…

Min adresse er fra i dag officielt ændret, og jeg kan for alvor lægge et kapitel bag mig… Et ret mørkt og trist kapitel, som nu er blevet erstattet af langt mere lys og glade dage med overskud og LYST til tingene. Men JA, jeg oplever selvfølglig stadig svære udfordringer og indre kampe, og mit psykiske helbred vil muligvis aldrig blive stærkt nok til en komplet stabil og “normal” hverdag – hvad det så end er. Men jeg føler i alt fald, at jeg nu har taget et utrolig stort skridt ud i en håbefuld fremtid, som jeg satser MEGET stærkt på at skulle tilbringe i tæt selskab med den dejlige mand, som gennem de seneste måneder har væltet mig…

Der er godt nok sket meget på kort tid! For lidt mere end et halvt år siden var jeg sygemeldt uden nogen særlig klar idé om, hvad jeg ville/kunne holde til at gøre med mit liv. Fremtid var ikke noget, jeg skænkede for mange tanker, for jeg kunne knap nok overskue at stå ud af sengen, tage et bad for overhovedet at tale om at overskue at lave mad til mig selv. …Så fremtiden, ja den lå mig nok lidt fjernt. Og for at være hudløst ærlig var jeg ikke sikker på, jeg overhovedet havde/ønskede nogen fremtid – og i så fald at det ville blive en særlig lys en af slagsen. 8 måneder senere sidder jeg her… på sofaen…

I sidste indlæg løftede jeg sløret for, at jeg efter sommerferien har søgt ind på sygeplejerskestudiet, hvilket er en HELT ny retning og på en måde dermed også en ny start for mig. Men ud over dette sker der faktisk også en masse andre nye og spændende ting i mit liv for tiden… Efter at have datet min nuværende kæreste i lidt mere end et halvt år blev jeg for nyligt introduceret for en stor del af hans familie og herunder vigtigst af alt (og mest nervepirrende) hans 6-årige datter. Heldigvis er det gået ud over alles forventinger, og jeg havde mildest talt ikke turde HÅBE på, det ville gå bare nær så godt, som det er gået. At skulle møde…

Det er simpelthen lykkedes mig at blive en af den slags pladderforelskede tøser, der ikke kan lade være med at tænke på, hvad han laver eller har lyst til at tage telefonen og skrive til ham, at jeg savner ham, selvom vi skiltes sidste gang for mindre end en halv time siden… Ja, jeg er ligefrem pigen, der køber en halskæde med hans forbogstav, bare fordi jeg har lyst til at vise ham, at jeg er virkelig glad for ham. Og hvor er det da SKØNT at være så glad for en anden person og samtidig føle, at det er gengældt. Vi har det smaddergodt sammen, og det er jeg mega taknemmelig over… Og så alligevel, så er det faktisk…

De sidste 2 måneder er der sket rimelig meget i mit liv… eller rettere det FØLER jeg, der er. For hvis man kigger på det udefra, er der dælme ikke sket meget. Jeg går fortsat sygemeldt, er endnu ikke sikker på, hvad der skal ske efter sommerferien (jeg nærmer mig en beslutning, men mere om det senere), og jeg er generelt set stadig stuck det samme sted i mit liv, som jeg har været det seneste halvandet år. Men indeni er der altså sket en enorm forandring. Jeg er gået fra at have minimalt håb og tro på fremtiden til nu at være utrolig fortrøstningfuld og faktisk ligefrem spændt på den. Jeg har det godt sammen med N, jeg skal…

Da jeg var yngre, havde jeg en idé om, hvilke ting jeg gerne ville opnå i mit liv og også hvornår, de gerne skulle ske. Men med alderen blev jeg klogere… Som jeg skrev i mit indlæg her, så er jeg langt fra et sted i mit liv, som jeg havde forestillet mig. Her er nogle af de ting, jeg troede ville være gået lidt anderledes. Da jeg var yngre troede jeg…: ❥at jeg som 18-årig ville være VOKSEN og FØLE mig voksen… (men nu er jeg 26 og føler mig altså stadig ikke voksen) ❥at jeg ville blive MOR for første gang, når jeg var omkring 27 (så jeg har temmelig travlt, hvis jeg skal nå det) ❥at jeg på nuværende ville være…

Okay… jeg indrømmer, at overskriften lyder mere dramatisk, end virkeligheden er. Men alligvel… Jeg FØLER mig totalt indespærret og alene de her dage. I onsdags fik jeg endnu en gang laserbehandling i ansigtet, og det betyder altså, at det er absolut NO-GO for mig at være ude i solen de her dage. Derfor tilbringer jeg de fleste af mine dage inden for i min lejlighed med min egen lonesomeness. Jeg får da godt nok catchet op på nogle serier, læst i nogle bøger (hvilket jeg normalt sjældent kan finde roen til), og i går aftes forkælede jeg mig selv ekstra meget med brownie og cider til dessert. Det er altså bare med at nyde det, så godt jeg nu kan. For…