Både i går og i dag er jeg blevet fejret af henholdsvis familie og svigerfamilie. Jeg fyldte nemlig 29 år i går, og jeg er dermed officielt trådt ind i mit sidste år i 20’erne… Holy shit! Hvis jeg skal være helt ærlig (og det skal jeg self.), så skræmmer det mig fra vid og sans. Jeg ved godt, at alder “bare” er et tal, men jeg føler mig bare så godt tilpas i den alder, jeg har nu. Og så føler jeg mig ærligt talt lidt forvirret… Over hvem jeg egentlig er?… Og er det ikke netop sådan noget, man forbinder 20’erne med? Man er sådan lidt ind imellem – ikke rigtigt voksen (hvis man da nogensinde bliver det),…

I har måske bemærket, at bloggen har skiftet navn fra det tidligere By Louise L til Louise Sophia. Og forklaringen er ret ligetil – jeg har nemlig taget navneforandring og kan dermed ikke længere kalde mig for Louise L men rettere Louise S, fordi jeg har taget N’s efternavn. Samtidig har jeg tilføjet et mellemnavn – Sophia – samme navn, som vores datter Ellie er blevet døbt. Ergo hedder bloggen nu Louise Sophia. Det var egentlig en ret impulsiv beslutning, som jeg tog et par uger inden Ellies dåb. Jeg har ellers hele tiden sagt, at det ikke betød noget for mig, at hun ikke kom til at hedde det samme som mig, da jeg alligevel regner med, at N og…

I dag vil gerne rette fokus på dét der med lige at huske engang imellem at værdsætte de små ting i livet. Jeg synes nemlig selv ret hurtigt, at hverdagen kan gå hen og blive forhastet og triviel. Jeg har en tendens til bare at skøjte hen over dagene med et alt for stort fokus på alle de ting, der skal eller bør gøres og er ofte meget styret af lange huskelister. Selv på de dage, hvor jeg ikke har noget planlagt på forhånd og et eller andet sted også mærker en lyst til bare at slappe af og hygge mig derhjemme, ender jeg ofte med at rende rundt og ordne alt muligt eller lave en eller anden aftale, fordi…

ENDELIG…!!! Endelig blev det tid til min sidste omgang laserbehandling. Jeg kan ikke beskrive min lettelse over, at det endelig snart er slut. Det er efterhånden 3 år siden jeg fik min første behandling med CO2 fraktioneret laser, og siden da er det blevet til 6 behandlinger i alt! Hver gang efterfulgt af en længerevarende helingsproces, herunder flere dage som et omvandrende trafikoffer (se billeder her). Bevares, det er noget, jeg har valgt at få gjort af min egen fri vilje. Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke har været opslidende og hårdt – mest af alt mentalt. Hele den langvarige proces op til behandlingen, som bestod af årevis af mislykkede forsøg med forskellige behandlinger og produkter til mange…

Julen i år har været indbringende. Og med det, mener jeg ikke kun i form af gaver (de er selvfølgelig en lækker bonus at få), men særligt i form af betydningfulde stunder sammen med dem, jeg holder af. Jeg har været til forskellige julearrangementer, haft glædeligt gensyn med flere af mine veninder, og så har jeg hygget i stor stil herhjemme sammen med N. Tiden er fløjet afsted… Nu er julen allerede forbi, nytåret er fuld gang med at blive skudt igang, og jeg skal i skole igen allerede i overmorgen. Jeg føler mig egentlig sket ikke klar til det, for jeg føler slet ikke, jeg er færdig med at julehygge og gå rundt i nattøj det meste af dagen…

Sjældent har jeg været så energiforladt, som jeg er for tiden. Siden jeg startede på nyt studie for halvanden måned siden, har der været drøn på hverdagen, og det er gået ud over mit humør og mit overskud til de fleste andre ting. Jeg passer min skole og lektierne, men mit sociale liv står nærmest fuldstændigt i stilstand, fordi jeg simpelthen ikke har overskuddet til det. Det giver mig ekstremt dårlig samvittighed, men jeg kan jo ikke bare fremtrylle mere energi. Så min manglende energi fører altså til dårlig samvittighed, hvilket bare dræner mig endnu mere for energi, og sådan kører den onde spiral. Og lige nu er jeg oven i købet blevet ramt af en træls omgang forkølelse. Men, men, men… nu…

♡At være flyttet sammen med min kæreste. Jeg havde troet, det ville føles meget mere “belastende” i starten, fordi jeg jo i lang tid har været vant til at bo alene, og det er oven i købet første gang nogensinde, at jeg bor sammen med en kæreste. Men det har bare SLET ikke været et problem. Jeg NYDER at bo sammen med ham, og de få bitte små konflikter, der har været (mest pga mit sensitive sind), har vi tacklet på en god og hensigtsmæssig måde. Vi er generelt ret gode til at tale om tingene, og det håber jeg, vi vil blive ved med. ♡Min kæreste generelt… Jeg troede fejlagtigt, at når forelskelsens langsomt fadede ud, så ville det…

Min adresse er fra i dag officielt ændret, og jeg kan for alvor lægge et kapitel bag mig… Et ret mørkt og trist kapitel, som nu er blevet erstattet af langt mere lys og glade dage med overskud og LYST til tingene. Men JA, jeg oplever selvfølglig stadig svære udfordringer og indre kampe, og mit psykiske helbred vil muligvis aldrig blive stærkt nok til en komplet stabil og “normal” hverdag – hvad det så end er. Men jeg føler i alt fald, at jeg nu har taget et utrolig stort skridt ud i en håbefuld fremtid, som jeg satser MEGET stærkt på at skulle tilbringe i tæt selskab med den dejlige mand, som gennem de seneste måneder har væltet mig…

Der er godt nok sket meget på kort tid! For lidt mere end et halvt år siden var jeg sygemeldt uden nogen særlig klar idé om, hvad jeg ville/kunne holde til at gøre med mit liv. Fremtid var ikke noget, jeg skænkede for mange tanker, for jeg kunne knap nok overskue at stå ud af sengen, tage et bad for overhovedet at tale om at overskue at lave mad til mig selv. …Så fremtiden, ja den lå mig nok lidt fjernt. Og for at være hudløst ærlig var jeg ikke sikker på, jeg overhovedet havde/ønskede nogen fremtid – og i så fald at det ville blive en særlig lys en af slagsen. 8 måneder senere sidder jeg her… på sofaen…

I sidste indlæg løftede jeg sløret for, at jeg efter sommerferien har søgt ind på sygeplejerskestudiet, hvilket er en HELT ny retning og på en måde dermed også en ny start for mig. Men ud over dette sker der faktisk også en masse andre nye og spændende ting i mit liv for tiden… Efter at have datet min nuværende kæreste i lidt mere end et halvt år blev jeg for nyligt introduceret for en stor del af hans familie og herunder vigtigst af alt (og mest nervepirrende) hans 6-årige datter. Heldigvis er det gået ud over alles forventinger, og jeg havde mildest talt ikke turde HÅBE på, det ville gå bare nær så godt, som det er gået. At skulle møde…